TAO KITAMOTO
765
page-template-default,page,page-id-765,mmm mega_main_menu-2-1-3,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,hide_top_bar_on_mobile_header,columns-4,qode-product-single-tabs-on-bottom,qode-theme-ver-11.0,qode-theme-bridge,wpb-js-composer js-comp-ver-5.1.1,vc_responsive
Han er 26 år, studerer visuel kommunikation på KADK og er en af designerne i designfællesskabet Paper Matters. Vi har taget en snak med Tao Kitamoto om hans arbejde, hans drømme for fremtiden og det, at have opmærksomheden rettet mod det umiddelbare.

Det fine i det umiddelbare

Hans aftryk af kaffekopper, virvaret af talebobler og post-its er nogle af de designs, Tao Kitamoto har kreeret. Det er de umiddelbare situationer, de små øjeblikke, forhistorien, situationen, inden en konkret situation udspiller sig, der optager Tao Kitamoto.

Hvornår begyndte du at interessere dig for grafisk produktion?

Jeg har altid tegnet og lavet forskellige visuelle ting siden jeg var lille. Da jeg var omkring 14-15 år begyndte jeg at tage billeder. Det var typisk af mennesker, som jeg hang ud med og skatede med. Jeg har altid synes det var spændende at fortælle historier gennem fotos, men det var først efter mit højskoleophold på Vallekilde Højskole, at jeg rigtig fandt ud af, at det var den vej jeg skulle gå.

Hvad lærte du på højskolen?

Jeg fandt for alvor ud af, at jeg altid havde tænkt i visuelle og illustrative teknikker. På Vallekilde var jeg på den grafiske linje og her blev jeg introduceret til forskellige teknikker. Og så fandt jeg ud af, at arbejdet med grafisk design og kunst var en mulighed, jeg kunne forfølge.

Hvad er det for en type grafisk design, du vil levere til Paper Matters?

Det er en blanding mellem foto-kunst og grafisk kunst. Det er for eksempel fotos, som dem jeg tog da jeg var 14-15 år. Det er fra situationer, jeg pludselig er midt i. Og så er det grafisk kunst af mange hverdags-ting, som for eksempel aftryk af kaffekopper, talebobler med forskellige ord og sætninger og post-its, som har ligget på et bord over tid og fra dag til dag er blevet noteret på.

Hvordan vil du karakterisere din stil?

Når det gælder min fotokunst, så er det meget det umiddelbare, jeg har taget billeder af.

Det er en lidt observerende stil, hvor jeg egentlig bare har taget billeder af en situation eller mine omgivelser, som virker ret umiddelbar. Det er nok et forsøg på ikke at gøre situationen til mere end den er. Jeg tager mine billeder med et oldschool kamera, så er der heller ikke plads til så mange billeder og så bliver det også meget nu og her. Og så synes jeg også, at der kan ligge meget i den her umiddelbarhed inden en situation rigtig udspiller sig.